Beretning for udstillingsåret 2016

Bestyrelsen Beretning for udstillingsåret 2016

 

2016 bød på ialt 23 ugers udstilling med kunstnere fra nær og fjern. Derudover rådede Bornholms Kunstforening over lokalerne i 12 uger. Samlet set har galleriet huset 12 udstillinger med omkring 3000 besøgende.

 

Årets første udstilling fra den 25. januar til den 13. februar var traditionen tro en udstilling med unge kunstnere med bornholmsk tilknytning. Tilknytningen bestod denne gang i at det var fire glaskunstnere fra Kunstakademiets Designskole afdeling Nexø. Til gengæld kom de 4 udstillere Amalie Erik Larsen, Siri Emilie Maltha Müller, G. William Bell og Liu Chien Kuang fra så forskellige steder som New Jersey (USA), Fyn, England og Taiwan. Det blev en udstilling der viste hvor stor spænvidde der er i det skrøbelige matriale. Fade, fendere med tilhørende tovværk, flyvende sfærer og fyldt flasker.

 

Vores næste udstilling havde besøg fra det jyske med kunstnerne Melaine Christensen, Ingegerd Bilving og Jens Hostrup. Melaine Christensens store malerier lyste op i rummet og stod godt til Ingegerd Bilvings skulpturer samt Jens Hostrups rakuarbejder.

 

Henover sommeren – fra slutningen af maj til begyndelsen af august – havde vi tre udstillinger. Den første var med maleren, grafikeren og keramikeren Helle Hutchinson, der efter en barndom i Grønland og et langt voksenliv i Amerika bosatte sig her på Bornhom for mere end 12 år siden.

 

Derefter holdt Galleri Hûs16 hus i galleriet. Barbera Sørensen, Aase Meyer, Bettina Kofmann, Svend Huth-Meyer, Lone Schiøtz og Anne-Lise Olsen viste i en harmonisk ophængning/sætning et fint udvalg af kunstnergruppens seneste arbejder.

 

Endelig var der stort besøg fra Japan med ’vores’ bornholmske japanere eller japanske bornholmere Yumeno Goma og Nao Oshima i spidsen for en lille delegation fra Gallery Noir/NOKTA bestående af Katsunori Yaoita, Yukari Hirotani, Haruna Morita og Kazuyo Imai. De viste keramiske værker, grafik og maleri. Alt sammen i håndterbare størrelser.

 

 

I september var galleriet en del af Kulturugen uder titlen Brud i gennem og Ben Woodhams lavede hele rummet om til én stor totaloplevelse igennem sin installation i den tredimentionelle anamorphe teknik med flytningesituationen som tema og den fra medierne kendte, støvede og nyreddede, lille syriske dreng som omdrejningspunkt.

 

I oktober udstillede Jytte Kærsgaard og Jesper Wetterslev malerier og Pia Kejlbo installationer udført i blandform. Her var der tale om tre meget forskellige udtryk idet Jytte Kærsgaards næsten hyperrealistiske billeder gav anledning til eftertanke, men også trækken på smilebåndet, og Jesper Wetterslevs abstraktioner manede sindet til ro med sine fine farveflader, mens Pia Kejlbos installationer indgød beskueren uro og undren.

 

Årets sidste udstilling blev endnu en gang kaldt Juleudstillingen, og denne gang var det jul for alle pengene, idet Kumiko Kimbara Asti til udstillingen havde frembragt kugler, rensdyr, uroer, juletræer mm. i origamiteknik. Deuden udstillede Ingrid Mortensen fotografi, Gitte Helle havde medbragt et udvalg af opcyklede smykker og skulpturer og Bjørn Kauffeldt viste et udvalg af sin glaskunst.

 

Når selve udstillingsåret er gjort op, synes vi selv at det endnu en gang lykkedes at præsentere en bred vifte af hvad der rører sig i kunstverdenen i dag. Det var imidlertid et skæbneår for galleriet og for foreningen. Kassen var næsten tom da vi nåede oktober, så det var i sidste øjeblik at det lykkedes at bevare et udstillingssted i Rønne.

Vejen derhen var brolagt med en kontingentstigning, mange forgæves forsøg på at skaffe sponsorer (kun Brornholms Brand og Bornholms tidends fond) samt mange møder med kulturkonsulent Louise Krogsriis og med Formand for Fritids- og kulturudvalget Erik Lund Hansen. Disse møder endte heldigvis med at bære frugt. I første omgang fik vi en hensigterklæring fra Erik Lund Hansen om at han ville arbejde for at vi kunne få del i nogle akkumulerede midler og at han desuden vil arbejde for at vi igen kom på kommunens ’finanslov’. Det sidste var hvad der skete ved budgetforhandlingerne så hensigtserklæringen blev effektueret, og i oktober kunne vi endelig trække vejret lettet.

 

Der skal derfor lyde en stor tak til alle der støtter det gode formål – at brede kunsten ud der hvor den hører hjemme; nemlig blandt mennesker – Takken gælder naturligvis Erik Lund Hansen og Bornholms Regionskommune, vores sponsorer, men ikke mindst foreningens trofaste medlemmer og vores udstillingsvagter uden hvem udstillingerne ikke kunne afvikles.

 

Endelig skal der naturligvis lyde en tak fra mig til den øvrige bestyrelse for det store arbejde den har udført i det forløbne år.

 

Per Jensen

Formand